Jeg føler mig ikke som en horder, selvom jeg omgiver mig med mange ting og sjældent siger nej, hvis jeg får tilbudt hvad som helst inden for kategorien spisestel og porcelæn. Det meste jeg har, er stel jeg har arvet fra forskellige dele af min familie, og de betyder noget særligt. For mig er det sjovt at tænke på, at de har spist og drukket af de samme ting. Det får dem på en måde til at være med om bordet. Derudover synes jeg de gamle ting er utrolig smukke. Hvad er det, der er så fascinerende ved netop dette materiale? Den glatte overflade? Skrøbeligheden? Mønstrerne og farverne? Den lange tradition og de associationer, der knytter sig til det? Her tænker…
