Historien i en tekop
Tidligere udgivet på Featuring.dk.
Det damper fra porcelænskoppen, hvor den gyldne te jeg netop har sænket op, sender duften af forår ud i lejligheden. Det er fredag eftermiddag, ugens arbejde er forbi, og jeg sidder og hører musik. Skal til at læse en ny bog.
Jeg ser veltilfreds ud over stuen, der er fuld af alle mine sære ting. Der er ungdomsmaleriet af min oldemor i sort ramme med guldsnoninger på den ene væg, og et maleri af en grøn have som jeg har arvet fra min mormor på den anden. I hver vindueskarm står et sæt antikke lysestager, og cirka midt i rummet står et sort vitrineskab, som er fyldt med forskelligt porcelæn.
Jeg ved godt, det er en mærkelig indretning for en 28-årig, selvom det faktisk er mere normalt nu, hvor jeg nærmer mig de 30 år, og flere af mine jævnaldrende er begyndt at samle på porcelæn, glas og den slags udstyr til deres hjem. Det var mere mærkeligt at interessere sig for porcelæn og sølvtøj, da jeg gik i 8. klasse, og fik mine bejlere til at købe gaver i English Silverhouse. Men det er stadig mærkeligt.
Det er jo ikke fordi, de andre ikke er materialister. Også da vi gik i ottende klasse. De gik bare mere op i tøj, sko, tasker og mobiltelefoner. Det, som virkelig sagde mig noget var antikviteter og interiør.
Hvad skal du med alt det ragelse? - har venner og familie tit spurgt mig. Mange forstår ikke glæden ved en formfuldendt tekop, eller hvorfor én type teske er bedre end en anden. Og selvfølgelig har de ret. I den verden vi lever i, er tekopper og teskeer noget af det mindst afgørende. I øvrigt kan alt det te-udstyr ses som direkte udtryk for kolonitid, imperialisme og anden form for udnyttelse. Det er faktisk decideret upolitisk korrekt at holde den slags privilegie-ritualer i hævd. Og det er rigtig nok, at oprindelsen ikke er køn. Men en tekop med lyserøde blomster kan også ses som uskyldig i sig selv?
I dag er jeg klar over, at jeg langt fra er den eneste, der er bidt. Programfladen på TV bugner af programmer som Antikkrejlerne, Luksuskrejlerne, Auktionshuset og så videre. Så hvad er det, der binder os sammen, alle os, der elsker ting og står ved det? Er det grådighed? Er vi ligesom skaderne, der blindt og idiotisk samler alt der glimter til bunke, fordi det giver os en falsk følelse af mening med livet?
Eller er vi som Gollum fra Ringenes Herre, der har mistet sin menneskelighed og tilfredsstillelsen ved de gratis glæder, fordærvet og ødelagt af et kapitalistisk ønske om at eje og beherskes af guldet? Sådan er der nok nogle, der ser på det. Men for mig er de fleste af mine ting ikke adskilt fra det dybe, menneskelige nærvær eller fra kærligheden til andre mennesker.
Den første tekop fra til det stel, jeg sidder og drikker af denne eftermiddag, fik jeg af min bedste veninde i 8. klasse, som var lige så mærkelig som jeg. Hun foretrak også at sidde på værelset og drikke te, hører Chopin eller Satie på mit anlæg og tale om mennesker. Hun gav mig koppen i fødselsdagsgave, nøje udvalgt og perfekt. Den er fra Roy Kirkham med store pink roser og grønne blade. Jeg har efterhånden fået samlet et helt stel med både tekopper, underkopper, to tekander, sukkerskål, flødekande, mælkekande og kage-tallerkner!
Det er nu mange år siden, jeg fik den første kop, og jeg har ikke længere kontakt med min veninde. Bortset fra hver gang, jeg ser eller bruger det stel. Mindet om hende sidder i det, og bringer gode stemninger og følelser frem. Jeg sender hende en kærlig tanke.
Det samme gælder for det spisestel jeg har arvet fra min mormor. Det er hvidt med en lyseblå kant med guld. Det er ikke særligt meget værd i kroner og ører. Men det var hendes. Hun valgte det, hun kunne lide det, hun brugte det. Hun har serveret kaffe i kopperne, sovs og kartofler på tallerknerne og kager på fadene. Hele min familie har gennem årene drukket og spist af det, på forskellige tidspunkter i deres liv. Hun har stået og vasket det hele op i sine bløde hænder, når gæsterne var gået hjem, mens hun så ud af køkkenvinduet i mine bedsteforældres hus.
Jeg har også en af hendes ringe, som jeg tager på, når jeg føler, at hun skal være med, f.eks. til et arrangement i familien, hvor hun stadig mangler selvom det er syv år siden hun døde. Jeg har også en ring fra min oldemor, som jeg nåede at se hende med masser af gange i løbet af min barndom. Jeg ved, at hun har fået den af sin mand, min oldefar, som jeg ikke har mødt, men som ikke desto mindre bliver forbundet fysisk til mig gennem den ring. Jeg har en halskæde fra en anden oldemor med margueritter, som jeg forestiller mig, at hun har haft på til middagsselskaber og på varme sommerdage, hvor livet har virket dejligt. Jeg ser hende for mig, og glæder mig over, at den lever videre om min hals.
For det er det, de ting kan. Kødet og blodet forgår, dem man elsker forsvinder i døden, men deres ting lever videre, fulde af minder og er vidnesbyrd om deres levede liv. I tingene – smykkerne, kopperne og tallerknerne – kan man beholde en lille del af dem hos sig. Hvis man er sentimental og orienteret mod det åndelige, kan man føle hvordan tingene er besjælet af dem, man har holdt af. Derfor elsker jeg mine ting. Fordi de er udtryk for den rigdom, der ganske rigtigt, er den eneste, der betyder noget. Nemlig kærligheden til andre mennesker.
Har du det også sådan?
Det damper fra porcelænskoppen, hvor den gyldne te jeg netop har sænket op, sender duften af forår ud i lejligheden. Det er fredag eftermiddag, ugens arbejde er forbi, og jeg sidder og hører musik. Skal til at læse en ny bog.
Jeg ser veltilfreds ud over stuen, der er fuld af alle mine sære ting. Der er ungdomsmaleriet af min oldemor i sort ramme med guldsnoninger på den ene væg, og et maleri af en grøn have som jeg har arvet fra min mormor på den anden. I hver vindueskarm står et sæt antikke lysestager, og cirka midt i rummet står et sort vitrineskab, som er fyldt med forskelligt porcelæn.
Jeg ved godt, det er en mærkelig indretning for en 28-årig, selvom det faktisk er mere normalt nu, hvor jeg nærmer mig de 30 år, og flere af mine jævnaldrende er begyndt at samle på porcelæn, glas og den slags udstyr til deres hjem. Det var mere mærkeligt at interessere sig for porcelæn og sølvtøj, da jeg gik i 8. klasse, og fik mine bejlere til at købe gaver i English Silverhouse. Men det er stadig mærkeligt.
Det er jo ikke fordi, de andre ikke er materialister. Også da vi gik i ottende klasse. De gik bare mere op i tøj, sko, tasker og mobiltelefoner. Det, som virkelig sagde mig noget var antikviteter og interiør.
Hvad skal du med alt det ragelse? - har venner og familie tit spurgt mig. Mange forstår ikke glæden ved en formfuldendt tekop, eller hvorfor én type teske er bedre end en anden. Og selvfølgelig har de ret. I den verden vi lever i, er tekopper og teskeer noget af det mindst afgørende. I øvrigt kan alt det te-udstyr ses som direkte udtryk for kolonitid, imperialisme og anden form for udnyttelse. Det er faktisk decideret upolitisk korrekt at holde den slags privilegie-ritualer i hævd. Og det er rigtig nok, at oprindelsen ikke er køn. Men en tekop med lyserøde blomster kan også ses som uskyldig i sig selv?
I dag er jeg klar over, at jeg langt fra er den eneste, der er bidt. Programfladen på TV bugner af programmer som Antikkrejlerne, Luksuskrejlerne, Auktionshuset og så videre. Så hvad er det, der binder os sammen, alle os, der elsker ting og står ved det? Er det grådighed? Er vi ligesom skaderne, der blindt og idiotisk samler alt der glimter til bunke, fordi det giver os en falsk følelse af mening med livet?
Eller er vi som Gollum fra Ringenes Herre, der har mistet sin menneskelighed og tilfredsstillelsen ved de gratis glæder, fordærvet og ødelagt af et kapitalistisk ønske om at eje og beherskes af guldet? Sådan er der nok nogle, der ser på det. Men for mig er de fleste af mine ting ikke adskilt fra det dybe, menneskelige nærvær eller fra kærligheden til andre mennesker.
Den første tekop fra til det stel, jeg sidder og drikker af denne eftermiddag, fik jeg af min bedste veninde i 8. klasse, som var lige så mærkelig som jeg. Hun foretrak også at sidde på værelset og drikke te, hører Chopin eller Satie på mit anlæg og tale om mennesker. Hun gav mig koppen i fødselsdagsgave, nøje udvalgt og perfekt. Den er fra Roy Kirkham med store pink roser og grønne blade. Jeg har efterhånden fået samlet et helt stel med både tekopper, underkopper, to tekander, sukkerskål, flødekande, mælkekande og kage-tallerkner!
Det er nu mange år siden, jeg fik den første kop, og jeg har ikke længere kontakt med min veninde. Bortset fra hver gang, jeg ser eller bruger det stel. Mindet om hende sidder i det, og bringer gode stemninger og følelser frem. Jeg sender hende en kærlig tanke.
Det samme gælder for det spisestel jeg har arvet fra min mormor. Det er hvidt med en lyseblå kant med guld. Det er ikke særligt meget værd i kroner og ører. Men det var hendes. Hun valgte det, hun kunne lide det, hun brugte det. Hun har serveret kaffe i kopperne, sovs og kartofler på tallerknerne og kager på fadene. Hele min familie har gennem årene drukket og spist af det, på forskellige tidspunkter i deres liv. Hun har stået og vasket det hele op i sine bløde hænder, når gæsterne var gået hjem, mens hun så ud af køkkenvinduet i mine bedsteforældres hus.
Jeg har også en af hendes ringe, som jeg tager på, når jeg føler, at hun skal være med, f.eks. til et arrangement i familien, hvor hun stadig mangler selvom det er syv år siden hun døde. Jeg har også en ring fra min oldemor, som jeg nåede at se hende med masser af gange i løbet af min barndom. Jeg ved, at hun har fået den af sin mand, min oldefar, som jeg ikke har mødt, men som ikke desto mindre bliver forbundet fysisk til mig gennem den ring. Jeg har en halskæde fra en anden oldemor med margueritter, som jeg forestiller mig, at hun har haft på til middagsselskaber og på varme sommerdage, hvor livet har virket dejligt. Jeg ser hende for mig, og glæder mig over, at den lever videre om min hals.
For det er det, de ting kan. Kødet og blodet forgår, dem man elsker forsvinder i døden, men deres ting lever videre, fulde af minder og er vidnesbyrd om deres levede liv. I tingene – smykkerne, kopperne og tallerknerne – kan man beholde en lille del af dem hos sig. Hvis man er sentimental og orienteret mod det åndelige, kan man føle hvordan tingene er besjælet af dem, man har holdt af. Derfor elsker jeg mine ting. Fordi de er udtryk for den rigdom, der ganske rigtigt, er den eneste, der betyder noget. Nemlig kærligheden til andre mennesker.
Har du det også sådan?